Overfald i Ladegårdsparken: Tre personer søgte tilflugt i Brugsen

HOLBÆK: Kl. 19.57 modtog politiet flere anmeldelser fra personer, der oplyste, at der måske var både slagmål og skyderi i gang i området ved Ladegårdsparken Vest.

Anmeldelserne medførte en større udrykning af patruljer, der i området ikke fandt tegn eller indikationer på, at der hverken var skudt eller nogen var blevet overfaldet med livsfarlige kvæstelser til følge.

Politiet fik i området kontakt med både tilstedeværende personer i boligområdet samt personalet i et nærliggende supermarked, hvor det viste sig, at tre personer – en 23-årig mand fra Sydsjælland og to lokale kvinder på 20 år – havde søgt tilflugt. Ingen af de personer, som politiet traf i området, havde lidt overlast trods indholdet i de anmeldelser, som politiet modtog.

De tre personer fra supermarkedet oplyste, at de under ophold i området pludselig havde fået opfattelsen af, at de var uønskede i området og derfor havde søgt tilflugt i supermarkedet.

Patruljer og patruljehunde afsøgte boligområdet og området ved supermarkedet uden at finde spor efter slagsmål eller anden personfarlig kriminalitet. Ingen er blevet sigtet i anledning af uroen i boligområdet, og politiet forsøger nu at få afklaret, hvad årsagen til de tre personers flugt ind i supermarkedet kan have været.

#