En mand er anholdt efter skyderi i Herlev

    En mand er ifølge Ritzaus oplysninger blevet anholdt og sigtet for et skuddrab begået i Herlev natten til tirsdag.

    Manden fremstilles i grundlovsforhør torsdag.

    Skudepisoden natten til tirsdag var den fjerde over en periode på seks dage, hvor skyderier har udspillet sig i København og omegn.

    Det vides ikke, om skyderierne har forbindelse til hinanden.

    I forbindelse med tirsdagens skudepisode blev en mand i 20'erne dræbt. Derudover blev en 25-årig mand ramt af skud i hovedet.

    I alt tre personer er døde efter de fire skyderier.

    Grundlovsforhøret, hvor den sigtede fremstilles, finder sted i Retten i Glostrup klokken 14.

    /ritzau/