Københavns Politi opretter to visitationszoner

For at sikre trygheden efter flere voldelige hændelser i det københavnske rocker- og bandemiljø opretter Københavns Politi fra i dag to visitationszoner: En i Tingbjerg/Husum og en, der omfatter dele af Nørrebro og Nordvest.

I den visitationszone, der omfatter dele af Nørrebro og Nordvest, var der torsdag den 2. december et skyderi, hvor en 27-årig mand med tilknytning til det københavnske rocker- og bandemiljø blev ramt og afgik ved døden. To personer er i dag blevet varetægtsfængslet sigtet for drabet.

Det er politiets vurdering, at episoden er endnu et eksempel på en række voldelige hændelser i det københavnske rocker- og bandemiljø, og at de involverede grupperinger holder til på dele af Nørrebro, i Tingbjerg og Husum. På den baggrund opretter Københavns Politi to visitationszoner, der træder i kraft kl. 18.00 i dag.

»Borgerne skal kunne føle sig trygge, når de færdes i de københavnske gader, og derfor har vi en solid og omfattende indsats rettet mod bandekriminalitet. Vi vil ikke acceptere den utryghed, som bandernes gerninger fører med sig, og som led i indsatsen opretter vi nu to visitationszoner, som giver os mulighed for at kontrollere, at personer ikke færdes med våben i områderne,« siger politidirektør Anne Tønnes.

»Ud over at oprette to visitationszoner fortsætter vi vores brede indsats for at forebygge yderligere bandekriminalitet. Det betyder blandt andet øget tilstedeværelse af vores patruljer og nærpoliti, og så har vi et godt og intensivt samarbejde med boligforeninger, de kommunale gadeplansmedarbejdere og andre gode aktører i områderne,« siger Anne Tønnes.

Ud over skyderiet den 2. december vurderes det, at situationen i rocker- og bandemiljøet blandt andet har ført til, at der 11. november blev affyret flere skud mod en gruppe personer, som opholdt sig ved en kiosk på Ruten i Tingbjerg, og den 16. november blev der ligeledes affyret flere skud ved en kiosk på Bisiddervej i København NV. Derudover blev der i dag afgivet skud i en frisørsalon i Rødovre, hvor tre personer blev ramt.

Visitationszonerne er gældende fra i dag fredag den 3. december 2021 kl. 18.00 til fredag den 17. december 2021 kl. 18.00 i følgende geografisk afgrænsede områder:

Zone 1
Ruten – Åkandevej – Kildebrøndevej – Smørumvej – Veksøvej – Stenløsevej – Islevhusvej – Kongemarksvej – Banefløjsstien – langs kredsgrænsen – Kildeager – langs kredsgrænsen og via stisystem til Hillerødmotorvejen – Ruten.

Zone 2
Ågade – Bispeengbuen – Borups Alle – Hareskovvej - Utterslevvej – Rådvadsvej – Frederiksborgvej – Rødkløvervej – via stier syd for kredsgrænsen – Lundedalsvej – Tuborgvej – Lersø Parkallé – Rovsingsgade – Hans Knudsens Plads – Borgervænget via cykelsti til – Vognmandsmarken – Bryggervangen – Omøgade – Lyngbyvej – Nørre Allé – Tagensvej – Fredensgade – Sortedam Dosseringen – Peblinge Dosseringen – Åboulevard – Ågade.

Politiet har siden 2004 kunnet oprette visitationszoner, hvor de, uden konkret mistanke, kan foretage stikprøvevisitationer af personer, af personers ejendele samt af biler, der befinder sig inden for zonen.