Politiet jagter sprit- og narkobilister i uge 27


Fra den mandag den 4. juli til og med søndag den 10. juli 2016 laver politiet en landsdækkende og målrettet indsats mod spiritus- og narkotikakørsel.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Fulderik ville have sin øl: Skudt i røven med strømpistol af betjent

– Der er stadig alt for mange, der udsætter sig selv og andre for stor risiko ved at køre bil, når de har drukket alkohol.

– Alkohol spiller en kedelig rolle i hver femte dødsulykke i trafikken, lyder det i pressemeddelelsen.

I de seneste seks år (2010-15) er flere end 210 mennesker omkommet i spiritusulykker og knap 1.300 mennesker er kommet alvorligt til skade.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der i løbet af sommermånederne sker alt for mange spiritusulykker med dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken.

– Hvert år ser vi desværre mange alvorlige ulykker, som kunne have været undgået, hvis folk havde ladet bilen stå, efter de havde drukket, siger Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.