Mulig dykkerulykke ved Bellevue


Helikopter, skibe og en lang række både søger efter mulige dykkere i nød.

Søndag aften ved 18-tiden medførte fundet af en af de gule, karakteristiske dykkerbøjer - cirka 150 meter fra kysten på Bellevue Strand ved Klampenborg - en større forebyggende redningsaktion.

Årsagen er, at der er frygt for, at en eller flere dykkere kan være i problemer, og en helikopter, redningsdykkere og flere både deltager i eftersøgningen, oplyser Nordsjællands Politi.

Frygten næres af, at en livredder 150 m fra kysten fandt en dykkerbøje, som dykkere brugere for at markere, hvor de befinder sig.

Tidligere søndag har der været flere fritidsdykkere ude i området, og dykkerbøjen kan være en som de har glemt - men så længe det ikke vides med sikkerhed fortsætter eftersøgningen.