NB ekskluderer kandidat for grænseoverskridende kommentar


    Arkivfoto

    Nye Borgerlige har valgt at ekskludere en kandidat til det kommende kommunalvalg.

    Det skriver Berlingske og B.T.

    Det drejer sig om Henning Linnemann, der er opstillet til kommunalvalget 16. november i Halsnæs Kommune. Selv om han er ekskluderet af partiet, kommer han til at stå på stemmesedlen, da det er for sent at fjerne navnet.

    Ekskluderingen finder sted, fordi der ifølge medierne har floreret et Facebook-opslag fra Linnemann, hvori han skriver: “Jeg dræber også gerne en muslim eller to”.

    Nye Borgerlige har to kandidater i Halsnæs Kommune. Den anden er Johan Thorup.

    Nye Borgerliges lokalformand for Frederikssundkredsen – Frederikssund og Halsnæs Kommuner – Karl Andersen bekræfter, at ekskluderingen har fundet sted. Kommentaren er for grænseoverskridende.

    – Han kan ikke fjernes fra kandidatlisten. Det er for sent nu, så teknisk set stiller han op, men det bliver ikke i Nye Borgerlige-regi, for vi tager klart afstand fra sådan nogle udtalelser, siger Karl Andersen til Berlingske og tilføjer, at “det er slet ikke vores dna”.

    – Vi er smadderkede af det, og det er rigtigt ærgerligt, at der skal komme sådan nogle dumme sager frem, siger Karl Andersen til B.T.

    Nye Borgerlige oplyser til Berlingske og B.T., at partiets hovedbestyrelse tirsdag aften mødtes og besluttede ekskluderingen af kandidaten.

    Partiet oplyser ifølge Berlingske, at Linnemann bliver bedt om at tage sine valgplakater ned.

    Nye Borgerliges officielle målsætning til kommunalvalget er at få mindst ti byrådsmedlemmer på landsplan.

    Ved det seneste kommunalvalg i 2017 sikrede nuværende folketingsmedlem Mette Thiesen Nye Borgerliges første og eneste mandat dengang. Det var i byrådet i Hillerød. Siden er flere dog kommet til på landsplan.

    /ritzau/