Mand jagtet af politi til Folkemøde: Sendte grønhakker efter Pia Kjærsgaard


Se også tv-optagelserne i bunden af artiklen fra 1998, hvor Pia Kjærsgaard blev jagtet på Nørrebro og endte med at søge tilflugt i en bank.


Pia Kjærsgaard (DF) har torsdag eftermiddag kontaktet politiet, efter en mand angiveligt har snottet mod hende på Folkemødet på Bornholm.

Manden satte fingeren op til næsebordet og sendte en ordentlig grønhakker i retning mod Folketingets formand, fortæller pressesekretær Finn Tørngren Sørensen.

Like localeyes.dk på Facebook

– Hun føler sig helt klart krænket, siger han.

Snottet ramte dog ikke. Politiet har torsdag eftermiddag anholdt en mand, som formodes at være gerningsmanden.

– Gerningsmanden stak af fra stedet. Vi ledte efter ham, og klokken lidt over 16 anholdt vi en person, som vi mistænker for at være gerningsmanden, siger Carsten Andersen fra Bornholms Politi til Ritzau.

*************
OPDATERING
Politiet har torsdag aften klokken 20:20 udsendt en pressemeddelelse med nye oplysninger:

Politiet har nu undersøgt sagen nærmere, og det er konstateret, at en mand spyttede, da han gik forbi Pia Kjærsgaard, dog uden at ramme Folketingets formand.

Ud fra signalementet anholdt politiet en 46 årig mand fra København, som politiets efterforskning efterfølgende viste ikke havde noget med sagen at gøre. Manden er løsladt af politiet efter afhøring.

Politiet har således ikke fundet frem til personen, der var skyld i hændelsen.

Politiets jurister har vurderet, at sagen formentlig vil være en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Politiet tager naturligvis sager, hvor folkevalgte udsættes for ubehageligheder alvorligt, og derfor vil politiet også fortsætte med at lede efter gerningsmanden til ovennævnte.
*************

Det er langt fra første gang, at Pia Kjærsgaard selv bliver antastet. I 1998 måtte hun søge tilflugt i en bank, da hun blev jagtet af autonome på Nørrebro.

I 2001 blev hun angrebet af medlemmer af Antifascistisk Aktion i Flensborg, og i 2002 trak hun pebersprayen, da hun følte sig truet af en kvinde. Det resulterede i en bøde til den daværende formand for Dansk Folkeparti.

Formålet med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Det sker ved at lade politikere, erhvervsfolk og interesseorganisationer møde borgerne ansigt til ansigt.

Folkemødet begyndte torsdag og fortsætter til søndag. Der vil være cirka 3000 debatter og arrangementer.

/ritzau/