36-årig mand løsladt efter grundlovsforhør: Fortsat sigtet for voldtægt

KOLDING: Sydøstjyllands Politi anholdt mandag en 36-årig mand, der på baggrund af bl.a. efterforskning på gerningsstedet, sigtes for at have begået voldtægt mod en 20-årig kvinde i Åparken i Kolding natten til i går den 20. september 2021.

Den 36-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding i dag tirsdag den 21. september kl. 8.30. 

Retten i Kolding har ved grundlovsforhøret her til morgen løsladt en 36-årig mand, der blev fremstillet som sigtet for voldtægt i går nat i Kolding.

Retten begrunder løsladelsen i dag med, at betingelserne for varetægtsfængsling ikke vurderes opfyldte.

Sydøstjyllands Politi opretholder sigtelserne mod den 36-årige mand, og efterforskningen fortsættes. Sydøstjyllands Politi har på den baggrund ikke yderligere oplysninger, der kan deles med offentligheden.