Fransk hashkonge får 16 års fængsel for astronomiske mængder


    Arkivfoto


    En mand mistænkt for at være en af Frankrigs største importører af hash er blevet idømt en fængselsstraf på 16 år.

    Den 41-årige Moufide Bouchibi blev i marts udleveret fra Dubai, efter at have været eftersøgt i årevis af franske myndigheder for sine ulovlige aktiviteter.

    Det skriver AFP. Ifølge det franske nyhedsbureau er den dømte ofte blevet omtalt som “hashkongen” i lokale medier.

    I sine afsluttende bemærkninger sagde anklager Mathieu Fohlen, at Bouchibi var skyldig i at sende “astronomiske” mængder hash fra Marokko til Frankrig. Transporten foregik typisk med ultrahurtige biler.

    Fransk og spansk politi har længe forsøgt at få sat en stopper for den metode, hvor kriminelle fylder biler – ofte de hurtigste modeller fra tyske fabrikanter – med hash og kører langt over hastighedsgrænserne på motorveje fra det sydlige Spanien til Frankrig. Som regel om natten.

    I 2011 blev en af den slags biler stoppet med 743 kilo hash indeni. Bouchibi stod ifølge anklageren bag transporten.

    Men andre biler slap forbi politiet. Det fremgår af en meddelelse fra Bouchini, som politiet havde opsnappet. Det sagde anklageren under den tre dage lange retssag ved en domstol i Bordeaux.

    “De andre klarede jobbet”, stod der i beskeden til en af den dømtes medsammensvorne, og det kunne ifølge anklageren kun forstås sådan, at andre biler havde undgået at blive opdaget.

    Bouchini afviste under sagen at stå bag beskeden.

    Ifølge sagens dommer skal Bouchibi afsone mindst totredjedele af straffen. Det vil sige, at han tidligst kan blive løsladt om knap 11 år.

    Oven i fængselsstraffen er han idømt bøder på sammenlagt seks millioner euro eller 44,6 millioner kroner.

    Moufide Bouchibivil anke dommen, oplyser hans forsvarsadvokat.

    /ritzau/