Voldsomt sammenstød i Assens: To personer sendt på hospitalet


ASSENS: To personer blev tirsdag morgen ved 7-tiden kvæstet ved en frontal kollision mellem en varebil og en personbil, det oplyser Fyns Politi.

Uheldet skete på Odensevej, strækningen mellem Assens og Melby. Ulykken medførte at vejen var fuldstændigt spærret på stedet frem til omkring kl. 10.00.

Der var kun en person i hver bil, og de kom begge til skade i så alvorlig grad at de måtte køres på hospitalet til behandling – ingen af dem var dog i livsfare, ifølge Fyns Politi.

De tilskadekomne var en 19-årig mand, som havde pådraget sig et benbrud samt en 47-årig mand som havde fået indre kvæstelser ved kollisionen.

Politiet og en bilinspektør undersøgte uheldsstedet nøje, og mens undersøgelserne stod på måtte bilisterne ud på større og mindre omveje da uheldsstedet var helt afspærret frem til omkring kl. 10.00