25-årig mand anholdt og sigtet i brandsag fra Hadsund

HADSUND: En 25-årig mand blev fredag morgen den 11. juni 2021 omkring kl. 8 anholdt og sigtet for brandstiftelse. Manden mistænkes for at have påsat en villabrand i Hadsund den 4. juni 2021.

Den 25-årige mand, som her til morgen er blevet sigtet i brandsagen fra Østergade i Hadsund, har tidligere været anholdt og sigtet til sagen.

Det oplyser politikommissær Mikkel Brügmann, som leder efterforskningen.

”Nu er sigtelsen blevet underbygget, og vi mener at have det endelige grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør. Derfor skred vi til anholdelse igen i morges,” forklarer politikommissæren.

Han fremhæver, at politiet har fået flere henvendelser fra offentligheden, og man har derfor efterforsket yderligere i sagen siden i mandags, hvor politiet via en pressemeddelelse bad vidner henvende sig.

”Vi vil gerne takke for henvendelserne i sagen. Vi har afhørt flere vidner, og det har nu sammen med flere andre efterforskningsskridt givet resultat,” siger Mikkel Brügmann.

Den 25-årige mand fremstilles fredag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Da sagen fortsat er under efterforskning, har Nordjyllands Politi ikke yderligere oplysninger at give i sagen.