Ingen forbrydelse bag dødsfald i Horsens

HORSENS: Onsdag kl. 0900 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en 43-årig mand var fundet død på en adresse på Langmarksvej i Horsens.

Da den 43-årige mand blev fundet død iværksatte Sydøstjyllands Politi efterforskning med henblik på at afdække, om der måtte ligge en forbrydelse bag dødsfaldet.

Derfor undersøgte tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner findestedet på Langmarksvej og området omkring.

Sydøstjyllands Politi er onsdag eftermiddag færdige på stedet og ved politiets undersøgelser er der ikke fundet tegn på, at der skulle være begået en forbrydelse.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til offentligheden.