To dræbt i kollision med lastbil


Ulykkesstedet i krydset Kærvej/Auningvej i Termestrup på Djursland.

Østjyllands Politi fik i dag kl. 11.44 anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld sket i krydset Kærvej/Auningvej i Termestrup på Djursland.

En lastbil og en personbil kørte sammen i T-krydset ved Kærvej/Auningvej.

Lastbilen kørte ad Auningvej mod nord, da en personbil formentlig overså sin ubetingede vigepligt og kørte ud foran lastbilen fra Kærvej. Personbilen blev ramt i højre side.

Ved uheldet blev én person dræbt på stedet, mens den anden - føreren af bilen - var blevet hårdt kvæstet. Skaderne var dog så alvorlige, at den pågældende ud på dagen mistede livet, oplyser politiet midt på eftermiddagen.

Føreren af lastbilen er uskadt.