Se skudhullerne – flere skud affyret mod personer foran kiosk


Se flere billeder af skudhullerne nedenfor. Se også billederne fra maj 2013, hvor der blev affyret omkring 30 skud mod en kiosk på Ruten kort derfra.


Der er sent tirsdag aften blevet affyret adskillige skud mod en gruppe personer, der opholdt sig foran en kiosk i Tingbjerg-kvarteret i Brønshøj.

Flere af kuglerne fløj ind i kiosken, men hverken de to ekspedienter i kiosken eller nogen af personerne foran kiosken blev ramt, oplyser Dan Aakerhjelm, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Umiddelbart er ingen kommet til skade. Vi har ikke fundet blod på stedet, siger han.

Skuddene kom fra en bil, som stoppede op foran kiosken, der ligger på vejen Terrasserne.

– Personerne foran kiosken spredte sig og løb væk, da der blev skudt. Karme og vinduer i kiosken er blevet ødelagt, siger efterforskningslederen.

De tekniske undersøgelser på gerningsstedet er afsluttet, og politiet har i nattens løb talt med flere personer i området, men efterforskningslederen ønsker ikke at oplyse nærmere om hændelsesforløbet eller offentliggøre signalement af den eller de personer, som affyrede skuddene.


Flere kugler fløj ind i kiosken.

Motivet til skyderiet har politiet kun en løs teori om.

– Det ligger jo lige for, at det kan være noget banderelateret, når det sker derude, men vi ved ikke noget med sikkerhed, understreger Dan Aakerhjelm med henvisning til, at der adskillige gange har været skudepisoder i Tingbjerg-området.

Om våbnet, der er anvendt, nøjes han med at konstatere, at der ikke er tale om et haglgevær.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 23.52.


Skudhul efter tirsdagens skyderi.

Her er kiosken, hvor der blev skudt mod personer foran.

/ritzau/