Nordsjællands Politi undersøger fund af død mand i ungdomsboliger


HELSINGØR: Nordsjællands Politi har mandag været tilstede med teknikere, hunde, og efterforskere på Rasmus Knudsens Vej, hvor en mand er fundet død.

Der er ifølge Nordsjællands Politi umiddelbart ikke noget som peger på at der er tale om en forbrydelse, men alligevel er der mistænkelige omstændigheder som undersøges nærmere.

Politiet har haft afspærret et større område samt en beboelse på stedet, teknikere har undersøgt svalegangen ved bygningen og trappen som fører op til den dødfundne mands bolig.

Politiet har desuden brugt flere politihunde til at undersøge et større område omkring boligen – de pårørende til afdøde er underrettet.

Sidegevinst: Blærede sig med blå blink
Under politiets arbejde på stedet kom en ung mand til stede og syntes at han da lige ville vise sin bil frem, så han tændte en række blå blink som hans bil var monteret med – det skulle han så ikke have gjort.

Politiet havde udmærket tid til at tage sig af sagen med det samme, et par betjente fik fat i den unge mand med det samme, og han måtte herefter i gang med at afmontere sine ulovlige blå blink – og kan med stor sikkerhed se frem til en alvorlig sigtelse for at udgive sig for at være politiet, hvor sagen præcist vil ende er det dog endnu for tidligt at kunne fastslå.