Kendis skal for retten: Hjalp flygtninge til Sverige


Flygtninge på Sydmotorvejen lidt uden for Rødby, september 2015.


Hvor hårdt skal man straffes, når man angiveligt bare har ønsket at hjælpe andre?

Det skal en dommer fredag tage stilling til, når den kendte forfatter, direktør og stifter af Børnehuset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen, skal for Retten i Nykøbing Falster.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Sammen med sin mand er hun tiltalt for menneskesmugling, efter at hun tilbage i september sidste år kørte en syrisk familie gennem landet.

Zornig vidste angiveligt ikke selv, at hun gjorde noget kriminelt, da hun tilbød familien et lift. Familien havde sat sig for at gå til Sverige.

LÆS OGSÅ: Politi: Det er ulovligt at transportere flygtninge
Men det er strafbart at fragte mennesker uden opholdstilladelse. Også selv om man ikke har haft til hensigt at gøre noget ulovligt, forklarer professor i strafferet på Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

– Helt principielt kan man i dansk ret ikke blive ansvarsfri på grund af manglende kendskab til, at det, man foretager sig, er strafbart, siger han.

Siden flygtningestrømmene er taget til i styrke, er antallet af personer, der sigtes efter udlændingelovens “milde” paragraf om menneskesmugling, eksploderet.

LÆS OGSÅ: Panik i DF-land: 112 blokeres af opkald om flygtninge
Tal fra Rigspolitiet viser, at blot 140 personer blev sigtet efter paragraffen i hele 2014. Til sammenligning blev 279 personer sigtet i perioden fra september 2015 til februar 2016.

Menneskesmuglere kan også dømmes efter en paragraf i straffeloven, der kan give op til fire års fængsel. Det sker, hvis der eksempelvis er tale om organiseret smugling, hvor der er penge indblandet.

Ved den milde paragraf, som Zornig er tiltalt efter, er der som regel tale om folk, som har villet hjælpe flygtninge.

Men selv om de velmenende danskere ifølge Jørn Vestergaard ikke kan se sig fri fra ansvar, kan den manglende viden om strafforholdene dog have en betydning.

– Hvis uvidenheden er undskyldelig, kan det være en formildende omstændighed, siger professoren.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten: Vanvittigt at tage flygtningebørns mobiler
At der er tale om en god gerning kan også lette på strafudmålingen.

Det eksempel sås tidligere på året, hvor en 41-årig mand ved Retten i Randers blev straffet med en bøde på 5000 kroner for at have hjulpet fem afghanere på vej.

Her sagde anklageren, at de “medmenneskelige motiver” gjorde, at man anbefalede en bøde frem for en frihedsstraf, hvilket ellers er det typiske i sager om menneskesmugling.

/ritzau/