Klimaaktivister blokerer Kongens Nytorv


Mere end 500 klimaaktivister blokerer trafikken på Kongens Nytorv: ‘Vi indleder 5 dages protester for livet på jorden’, det skriver Klima- og miljøbevægelsen Extinction Rebellion i en pressemeddelelse.

Klima- og miljøbevægelsen Extinction Rebellion har netop indledt fem dages klimaprotester i København. Flere hundrede mennesker blokerer lige nu trafikken på Kongens Nytorv med store bannere, plantekasser og en stor, grøn båd. Flere mennesker er låst fast til båden, så politiet ikke kan rykke dem inden oprøret slutter.

”Regeringen har svigtet i at beskytte deres borgere mod klimakrisen og det økologiske kollaps. Vi tager handling, fordi deres kriminelle passivitet, sætter liv på spil.” Siger Sylvester Langvad, kemiker og talsperson i Extinction Rebellion og forsætter:
”Katastrofen bliver værre for hver dag vi ikke handler. Se bare på skovbrandene i Californien, hungersnøden i Østafrika, eller tørken og oversvømmelserne der i Danmark har medført massive tab for landbruget og ødelæggelser af almindelige borgeres hjem, de seneste to år.
Vores verden nedbrydes dag for dag. Det er helt tydeligt, at vi er i en planetær nødsituation.”

Mere end 500 mennesker, i alle aldre og fra hele landet, tilslutter sig oprøret. Det er den største civil ulydighedsprotest for klima og miljø det seneste årti. (1)
At klima og miljø fortsat nedprioriteres, er et helt tydeligt eksempel på at demokratiet er i krise. Netop derfor fokuserer oprøret bl.a. på at presse folketinget til at indføre et borgerting med reel magt, der skal nytænke politik.

”På trods af, at vi var 30.000 mennesker der gik klimamarch sidste år og det historiske klimavalg, tager regeringen stadig ikke krisen seriøst. Finansloven og deres klimahandlingsplaner følger slet ikke forskningens anbefalinger. De prioriterer industrien og økonomiske interesser frem for befolkningens ønsker ” Siger Ellen Obdrup, studerende og talsperson i Extinction Rebellion og fortsætter:
“Vi forstyrrer trafikken og offentligheden, fordi civil ulydighed historisk set har virket til at skubbe til folks bevidsthed og frembringe politiske forandringer. Jeg er fyldt med sorg over verdens tilstand og dybt bekymret for min egen og verdens fremtid. Igennem 30 år har politikerne vist sig ude af stand til at tage nødvendig handling. Dette er vores sidste udvej.”

Extinction Rebellion har opfordret alle deltagere til at blive testet for COVID-19 før oprøret, holde god afstand, bære mundbind og afspritte ofte under oprøret. Bevægelsen sørger desuden for sprit og mundbind til alle deltagere. “Vi tager selvfølgelig sundhedskrisen dybt seriøst og gør alt hvad vi kan for at undgå at biddrage til smittefare.” siger Laura Bellers Madsen, logistik medansvarlig for oprøret.

Bevægelsen kræver desuden, at regeringen fortæller sandheden om den planetære krise ved at erklære miljø- og klima nødstilstand, som det er blevet gjort i over 30 lande og desuden af EU parlamentet. Erklæringen skal fastslå alvoren af situationen for befolkningen og bane vejen for reel handling.

Extinction Rebellion er en international, ikke parti-politisk folkebevægelse, som anvender ikke-voldelig civil ulydighed for at få regeringen til at handle retfærdigt på miljø- og klimakatastrofen.

Extinction Rebellions tre krav er, at regeringen skal fortælle sandheden om miljø- og klimakrisen, stoppe tabet af biodiversitet & reducere landets drivhusgasudledninger til netto nul i 2025 samt oprette et klimaborgerting med juridisk bindende beslutningsmandat. Læs mere xrdk.org