Aarhus-borgmester skrotter stormoské efter afsløringer


Arkivfoto af Grimhøjmoskeen i aarhus.

Planerne om at bygge en stormoské i Aarhus er søndag aften styrtet i grus, lyder meldingen fra byens borgmester, som har mistet tilliden til foreningerne bag, Forbundet af Islamiske Foreninger.

– Jeg har meget svært ved at se, at projektet, som har været på tegnebrættet, kan gennemføres.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Det har hele tiden været en forudsætning, at de foreninger, der står bag det her projekt, vil et aarhusiansk projekt, og nu taler de med to tunger, siger Jacob Bundsgaard (S) til TV2 News.

Et rødt flertal i Aarhus Byråd bakkede sidste år op om at sælge en byggegrund nær Gellerup til opførelsen af en ny stormoské.

Planen var at stormoskéen skulle ligge tæt på Gellerupparken, men projektet ser nu ud til at vakle.

Det sker, efter TV2’s afsløringer af flere imamer, der blandt andet rådgiver en voldsramt kvinde til at undgå politianmeldelse og i stedet søge hjælp hos et shariaråd.

Også SF i Aarhus har mistet tilliden og ønsker at sætte projektet på standby i et år, mens en undersøgelse af det muslimske miljø omkring moskéen sættes i gang.

/ritzau/