Fusk? Årets bil bruger 60 procent mere brændstof end angivet


Det skyldes bl.a. at de nye tests er lavet på ruter med både bykørsel, landevejskørsel og motorvejskørsel. Arkivfoto.


Peugeot 308, årets bil i Europa 2014, bruger over 60 procent mere brændstof end angivet i de brugstal, bilen markedsføres på.

Det viser beregninger, som Peugeot selv har foretaget, skriver Motormagasinet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Peugeot er sammen med søstervirksomheden Citroën en del af PSA-koncernen, og både biler med Peugeot- og Citroën-logo har problemer med at leve op til de lovede kilometer per liter benzin.

Især i Peugeot 308’s tilfælde er afvigelsen markant. Den er opgivet til 32,3 kilometer på literen for hatchback-versionen, men ifølge de reelle forbrugstal – de såkaldte Real Driving Emissions (RDE) – kører bilen kun 20 kilometer på literen.

For Citroën C4 Grand Picasso med seks manuelle gear ligger forbruget ifølge de nuværende tal på 25 kilometer per liter. RDE-tallene viser dog et reelt forbrug af brændstof svarende til 17,8 kilometer.

Citroën DS3 klarer officielt 27,8 kilometer per liter, mens RDE-tallene siger 20,4.

Tallene er udarbejdet i samarbejde med den kritiske ngo Transport and Environment og er baseret på den norm, som EU vil indføre fra 2017.

Når afvigelserne er så store, skyldes det ifølge både Peugeot Danmark og Citroën Danmark, at RDE-tallene medregner alt det elektriske forbrug, bilisterne har.

Det drejer sig om eksempelvis aircondition og sædevarme. Dertil er RDE-testene udført på ruter, der indeholder både bykørsel, landevejskørsel og motorvejskørsel.

Koncernen bag Peugeot og Citroën vil nu som den første bilproducent fremlægge de reelle RDE-forbrugstal allerede fra sommeren 2016.

– Der har den senere tid været stor debat om bilers forbrugstal, og derfor var det naturligt for os at indføre de her nye og mere realistiske tal, siger Hanne L. Sørensen, pressechef hos Peugeot Danmark, til Motormagasinet.

Peugeot og Citroën vil i Danmark fremlægge tal for 30 bilmodeller. Motormagasinet skriver, at der foreløbig er offentliggjort forbrugstal for de tre nævnte modeller.

/ritzau/