Der er flere penge i narko end i Fiat-biler


Ifølge de tal tjener den organiserede kriminalitet i Italien årligt 32 milliarder euro på at handle med narkotika. Arkivfoto


De italienske mafiaorganisationer laver lige så mange penge på at sælge narkotika, som Fiat laver på at sælge biler i Italien.

Ydermere betaler mafiaen ikke skat af indtægterne for den ulovlige handel.

Det er Italiens anklagemyndighed, der har regnet på tingene.

Grundlaget for udregningen kommer fra FN’s Kontor for Narkotikaforbrydelser.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Ifølge de tal tjener den organiserede kriminalitet i Italien årligt 32 milliarder euro på at handle med narkotika.

Det svarer til knapt 240 milliarder kroner.

– Det svarer til, at den nationale bilproducent (Fiat red.) sammen med underleverandører og forhandlernet betalte alle lønninger og producerede alt helt uden regnskab og regulering, og så solgte og geninvesterede det uden at betale skat, siger anklagekontorer for kampen mod mafiaen i sin årsberetning.

– Den lille forskel er, at profitten for narkosmuglerne er mindst ti gange højere end nogen industriproducent, tilføjer anklagerne.

Ifølge årsrapporten er mafiaorganisationen ‘Ndrangheta blevet Europas største forhandler af kokain fra Sydamerika.

Videre står der, at ‘Ndrangheta er blevet så magtfuld, at den er leverandør til andre mafiagrupper i Italien.

Fra juli 2014 til juni 2015 blev der i Italien beslaglagt næsten fire ton kokain. Det er otte procent mindre end i samme periode året før.

Rapporten sammenligner indtjeningen i den del af Fiat, der ligger i Italien, med mafiagruppernes narkoøkonomi.

Det gælder ikke den verdensomspændende industrigruppe Fiat Chrysler.

/ritzau/Reuters