19-årig har tilstået voldsomt røveri mod 81-årig mand


Da offeret forsøgte at dreje sig mod gerningsmanden, fik han flere slag i ansigtet. Den 19-årige tog offerets pung med 2000 kr. og forsvandt fra stedet. Arkivfoto


En 81-årig mand blev onsdag den 24. februar klokken 11.15 væltet omkuld og berøvet sin pung. Det skete på Vestbanegården, Svinget 11 i Varde.

Syd- og Sønderjyllands Politi kunne i formiddags anholde en 19-årig mand fra Varde og sigte ham for røveriet, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Efterforskningen har vist, at den 19-årige fulgte efter den 81-årige mand i længere tid og så væltede ham omkuld. Da offeret forsøgte at dreje sig mod gerningsmanden, fik han flere slag i ansigtet. Den 19-årige tog offerets pung med 2000 kr. og forsvandt fra stedet.

Den 19-årige har tilstået røveriet, og Syd- og Sønderjyllands Politi betragter sagen som fuldt opklaret. Den 19-årige vil senere på dagen blive løsladt, men der venter selvfølgelig et retsligt efterspil.