Politi med ros efter voldsom brand: Stor hjælp fra naboerne


Størstedelen af en to-etagers villa udbrændte på Fuglebakken i Brylle på Fyn søndag eftermiddag.

Branden rasede på adressen omkring kl. 14.30, hvor politi og brandvæsen hastede til stedet.

En mulig brandårsag er angivet til at være en tændt halogenlampe i den øverste lejlighed i villaen, her boede en mor med sine to børn, et barn på syv år og en baby på blot 14 måneder.
Familien nåede ikke at få noget med sig ud af lejligheden, og stod derfor på gaden uden noget – men så trådte naboer og lokale til, fortæller Fyns Politi.

– I løbet af ingen tid stimlede borgere fra Brylle sammen og gav både tøj, sko og bleer til familien, fortæller vagtchefen for Fyns politi til Ekstra Bladet.

Den lille families underbo, en ung mand, nåede også uskadt ud af sin lejlighed.