Vred skudmand får fængsel for angreb på ejendomskontor


Smedetoften den 6. oktober 2015.


Det koster en 61-årig mand fængsel i et år og syv måneder, at han i oktober sidste år affyrede syv skud mod et ejendomskontor i København.

Det fastslog Retten på Frederiksberg torsdag eftermiddag.

– Vi er overraskede. Det er en meget mild straf, siger anklager Søren Harbo.

– Vi vil tænke over, hvad vi skal gøre herfra.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den dømte var anklaget for at få andre til at frygte alvorligt for deres liv, men den beskyldning fandt retten ikke bevist.

Dermed blev han kun dømt for ulovlig våbenbesiddelse.

Godt nok affyrede manden sit våben mod ejendomskontorets facade. Men da skuddene faldt, var der ingen til stede på kontoret, der ligger på Smedetoften i Nordvest.

I retten forklarede den 61-årige selv, at det aldrig havde været hans intention at skade eller gøre nogen fortræd.

Han ønskede bare at illustrere, hvor ked af det han var, efter hans boligselskab havde sagt ham op fra den lejlighed i Nordvest, hvor han havde boet i de sidste 20 år.

– Jeg har ikke haft til hensigt på noget tidspunkt at gøre nogen forskrækket, sagde den tårevædede beboer, umiddelbart inden dommen faldt.

Våbnet, manden benyttede sig af, var en halvautomatisk pistol, som han først opbevarede nedgravet ved Utterslev Mose, inden han gravede den op om morgenen på dagen, hvor han affyrede skuddene.

Ud over at affyre skud efterlod den 61-årige en plamage af ketchup, sennep og urin på dørtrinet til ejendomskontoret. Manden ønskede at vise, hvordan han havde det indeni, forklarede han i retten.

Skuddene faldt som en kulmination på en årelang strid mellem manden og ejendomskontoret, som nægtede at fjerne mandens overbos vaskemaskine.

Da han begyndte at sende breve med dødningehoveder, lyn og forbandelser, valgte ejendomskontoret at smide ham ud.

Men ingen af mandens handlinger var alligevel alvorlige nok til, at han kunne dømmes for at have fået andre til at frygte for deres liv.

Den 61-årige modtog dommen.

/ritzau/