Alvorligt kvæstet mand fundet på gaden i Holbæk

En alvorligt kvæstet mand er tirsdag formiddag fundet på en vej i Holbæk.

Det fortæller pressemedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet formoder, at manden er blevet stukket flere gange med en kniv.

Politiet fik meldingen 10.37 om, at en beboer på Lindevej i Holbæk havde fundet en tilskadekommen mand på vejen ud for nummer ti.

- Han var så alvorligt kvæstet, at man tilkaldte lægehelikopteren, siger Charlotte Tornquist.

Lægehelikopteren kunne ikke lande på den mindre vej, men landede i stedet på havnen i Holbæk. Den er fløjet med manden til Rigshospitalet i København.

Politiet har afspærret Lindevej, mens det foretager undersøgelser på stedet.

/ritzau/