Dommer i Sønderborg fængsler syv personer i hemmelig sag


    Arkivfoto


    Syv personer er torsdag aften ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Grundlovsforhøret blev holdt for dobbeltlukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke må få at vide, hvad de er sigtet for.

    De syv personer, der ifølge politiet har tilknytning til det kriminelle miljø i Syd- og Sønderjylland, er blevet anholdt efter en længerevarende efterforskning.

    – Men Syd- og Sønderjyllands Politi kan p.t. ikke give oplysninger om sigtelsen med mere på grund af dels dørlukningen, dels den aktuelle efterforskning, hedder det i pressemeddelelsen.

    To af de syv anholdte overvejer, om de vil kære kendelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

    /ritzau/