Ung mand mister livet i scooterulykke i Brabrand


    Arkivfoto


    En ung mand på en scooter har mistet livet i en trafikulykke i Aarhus-bydelen Brabrand.

    Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Flemming Lau natten til torsdag.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken onsdag klokken 23.31.

    – Anmeldelsen går på, at der er tre personer på en scooter, som er kørt ind i et træ. Da vi kommer derud, er der kort tid efter en læge, der erklærer den ene for død, siger vagtchefen.

    Der er tale om tre unge mænd.

    Da de pårørende til den dræbte ikke er underrettet endnu, vil politiet ikke oplyse nærmere om ham.

    Af de to overlevende har den ene unge mand brækket en arm, mens politiet ikke kender tilstanden hos den tredje.

    Det er fortsat uvist, hvad det skyldtes, at de tre unge mænd kørte ind i træet.

    Ulykken skete i krydset mellem Louisevej og Brabrand Skovvej.

    /ritzau/