Rumænske tyve dømt – skar sig gennem tage på elektroniklagre


    Arkivfoto


    Tre rumænske mænd blev snuppet på fersk gerning, da de 21. september sidste år forsøgte at skære sig vej ned gennem taget på en lagerbygning i Vejle.

    Siden viste det sig, at de stod bag flere indbrud.

    I Retten i Kolding er mændene dømt for flere indbrud og indbrudsforsøg, hvor de har skåret sig gennem taget på elektroniklagre for at stjæle computere og andet udstyr.

    Mændene straffes med fængsel i to år og tre måneder. Det oplyser Østjyllands Politi.

    De tre rumænere, 30-årige Vasile Stan, 28-årige Constantin Stan og 30-årige Cosmin Valentin-Florea, udvises desuden af Danmark for bestandigt.

    Foruden indbrudsforsøget i Vejle blev mændene dømt for et indbrud i Skødstrup. Her stak tyve af med computere til en værdi af 3,5 millioner kroner. Computerne var blevet sendt med et bud til Rumænien, hvor de skulle sælges.

    Ifølge politiet viste det sig, at afsenderne af computerne var de tre mænd, som blev anholdt i Vejle.

    Mændene er desuden dømt for at have stjålet computere for hundredtusinder af kroner fra et lager i Svenstrup, ligesom de blev dømt for et forsøg på indbrud i Søften ved Hinnerup og i Nørresundby.

    Mændene erkendte ifølge politiet de fleste forhold, og de valgte at modtage dommen.

    Sagen er blandt andet blevet efterforsket af specialenheden Særlig Efterforskning Vest. Anklager Jhin Lee fortæller, at enheden har efterforsket sagen, da den har særlig fokus på omrejsende kriminelle.

    – Vi havde en fornemmelse af, at det klart var organiserede indbrud. Det var store lagerbygninger, hvor man firede sig ned fra taget. Det er ikke noget, vi ser hver dag, siger han.

    Tysk politi har også bidraget til efterforskningen, da det var tysk politi, der under en rutinekontrol af en bil fandt flere stjålne computere fra indbruddet i Skødstrup.

    /ritzau/