Ældre mand sigtes for årelangt misbrug af mindreårig pige


    Arkivfoto

    Østjyllands Politi har sigtet en 74-årig mand for flere voldtægter begået mod en pige under 12 år. Han vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør.

    Overgrebene er ifølge politiet blevet begået over en periode på fem år.

    Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

    Grundlovsforhøret bliver afholdt ved Retten i Aarhus klokken 14, oplyser politiet i et opslag på Twitter.

    Seksuelle overgreb begået mod børn under 12 år fører som udgangspunkt til en sigtelse for voldtægt - uanset, om der er tale om egentligt samleje.

    I den aktuelle sag er manden dog sigtet for voldtægt i form af samleje.

    Ved retsmødet vil anklagemyndigheden anmode om, at dørene bliver lukket.

    Derfor ønsker politiet foreløbig ikke at oplyse yderligere om sagen.

    Når et grundlovsforhør bliver holdt for lukkede døre, kan udenforstående - eksempelvis journalister - få sigtelsen i sagen oplyst.

    Men politiets efterforskning og den sigtedes forklaring vil ikke blive fremlagt for offentligheden.

    /ritzau/