Asylansøgere dømt for voldtægt i Hjørring: De udvises


Politiets teknikere undersøger gerningsstedet i Hjørring, oktober 2015.


Tre asylansøgere fra Eritrea er mandag blevet dømt for på skift at have voldtaget en kvindelig landsmand i forbindelse med en fest i oktober sidste år.

Retten i Hjørring idømmer to af mændene fængsel i et år og ni måneder, mens den tredje skal i fængsel i to år. Alle tre udvises af Danmark for altid.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

På aftenen for forbrydelsen havde kvinden festet sammen med de tre mænd i Hjørring, men på et tidspunkt gik hun ind på et værelse i en af de tiltaltes lejlighed for at sove.

Pludselig vågnede hun ved, da en af de tiltalte var i færd med at gennemføre samleje med hende. Da han var færdig, kom en anden ind i rummet, og sådan fortsatte det.

Mændene påstår imidlertid, at kvinden frivilligt gik med til at dyrke sex.

– Der er tale om påstand mod påstand, siger en af de tiltaltes forsvarere, Jens Christian Christensen.

Den forurettede havde ifølge en undersøgelse ingen tegn på, at der skulle være foregået noget voldeligt.

Men ifølge anklager Torben Kaufman Sørensen er det ikke nødvendigt med vold, før der er tale om en voldtægt.

– Det er også vold og en trussel at lægge sig oven på en kvinde, så hun ikke kan røre sig, og udnytte sin fysik og det faktum, at man er større og stærkere, siger han.

Den 25-årige kvinde fortæller selv, at hun ikke var i stand til at gøre modstand.

– Jeg var bange og i chok og forventede det ikke, for vi havde tidligere på aften haft det hyggeligt, forklarede hun mandag formiddag.

Som det sidste inden domsafsigelsen valgte en af de tiltalte at benytte sig af muligheden for at ytre sig.

– En kvinde, jeg knap nok kender, lægger sig ind i min seng for sove. Hvorfor gør hun det, hvis hun ikke vil være sammen med mig?

Men den logik kan retten ikke følge. Ved domsafsigelsen forklarer retsformanden, at der er blevet lagt vægt på kvindens forklaring.

/ritzau/