Myndighederne rejser 11 nye testtelte fra næste uge

    En lang række borgere er allerede blevet testet for coronavirus i fem testtelte, som myndighederne har rejst i hver region i landet. Nu er yderligere 11 telte på vej.

    Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet fredag i en pressemeddelelse.

    Fra næste uge vil myndighederne begynde opsætningen af de 11 testtelte rundtom i landet.

    Når logistik og mandskab er på plads, vil de blive taget i brug. Det vil ske "i løbet af de kommende uger".

    Myndighederne forventer at kunne rejse de nye telte i Hjørring, Thisted, Viborg, Herning, Esbjerg, Kolding, Roskilde, Ballerup, Hillerød, Hvidovre samt på Bornholm.

    Teltene udvider Danmarks testkapacitet i coronakrisen. Målet er at kunne teste op mod 20.000 danskere dagligt i teltene.

    I teltene vil der blive arbejdet med to slags test.

    En, der tester antistoffer i blodet, og en, der tester for, om man er smittet med coronavirus.

    I pressemeddelelsen kalder sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) teltene for et "afgørende element" i den smitteovervågning, der skal til for at danne et reelt billede af smittesituationen i Danmark.

    Smitteovervågningen er ifølge ministeren nødvendig for åbningen af landet.

    Placeringerne er blandt andet besluttet ud fra, hvor mange der er smittet i de enkelte områder.

    De fem eksisterende testtelte blev rejst i sidste uge.

    Teltene er en del af det nyoprettede Testcenter Danmark. Det er blevet etableret for at kunne teste langt flere danskere.

    Regeringen har i samarbejde med sundhedsmyndighederne besluttet, at et repræsentativt udsnit af danskerne skal testes.

    Det skal ske for at få et bedre overblik over det reelle smittebillede i landet.

    Flere end 125.000 danskere er allerede blevet testet for coronavirus.

    Regionerne står for at udføre test i de nye telte, mens Statens Serum Institut sørger for testkapaciteten.

    /ritzau/