37-årig mand dømt for brandstiftelse

FAABORG: En 37-årig mand fra Faaborg er i dag ved Retten i Svendborg dømt for kvalificeret brandstiftelse. Den 37-årige mand satte den 9. marts 2019 ild til en lejlighed i Faaborg ved antændelse af en molotovcocktail. Dommen lød på anbringelse i psykiatrisk afdeling.

Den 37-årige mand havde sammensat en molotovcocktail og var gået ind i opgangen til et lejlighedskompleks i Faaborg, hvorefter han sparkede døren ind til en af lejlighederne, satte ild til og trillede molotovcocktailen ind i entréen. Lejlighedens beboer var ikke hjemme, og derfor blev den 37-årige mand dømt for forsøg på kvalificeret brandstiftelse.

En opmærksom overbo kunne kort tid efter hændelsen lugte røg, og beboeren fik advaret to ældre beboere i ejendommen. Overboen fik hjulpet de ældre beboere ud af deres lejligheder og fik herefter tilkaldt hjælp.

Den tiltalte erkendte i retten at have sat ild til lejligheden, men nægtede at der var tale om forsøg på kvalificeret brandstiftelse og dermed, at der var tale om overhængende fare for andres liv.

Anklagerfuldmægtig Ann-Sophie Serring udtaler: - Jeg er tilfreds med, at retten fulgte min påstand om, at den tiltaltes ildspåsættelse af lejligheden var sket med en overhængende fare for beboernes liv. Dommen viser, at når man laver en molotovcocktail og derefter sætter ild til en lejligheds entré, som er beboelsens eneste flugtvej, så må man have indset, at der er tale om en særdeles farlig gerning, som er til fare for beboerne”.

Den 37-årige mand modtog dommen. Han er fortsat varetægtsfængslet i sagen.