Ofre fra Krudttønden: Vi har mistet tilliden


Arkivfoto


Tilliden til, at myndighederne kan beskytte befolkningen godt nok mod islamisk terror, er forsvundet hos nogle af de personer, der sidste år oplevede terroren i København på nærmeste hold.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den iranskfødte debattør Jaleh Tavakoli, der åbnede debatmødet på Krudttønden den 14. februar 2015, siger:

– Jeg føler, at samfundet svigtede mig og andre i denne situation. Jeg må indrømme, at jeg mistede min tillid til samfundet på mange planer.

Flere af deltagerne i arrangementet undrer sig over, at der ikke stod vagter uden for Krudttønden, ligesom de ikke forstår, at sikkerhedsniveauet ikke var højere. Debatmødet om ytringsfrihed var kategoriseret som niveau 2 på en skala fra 0 til 4.

Helle Nørgaard mistede sin bror, filminstruktøren Finn Nørgaard, ved angrebet, og hun tilslutter sig kritikken. I betragtning af at Charlie Hebdo var blevet angrebet måneden før, og Lars Vilks er “et kendt terrormål”, skulle arrangementet have haft en højere sikkerhedsvurdering og vagter udenfor.

– Så tror jeg, at Finn havde været i live i dag.

Hun udtrykker i lighed med de tilstedeværende på Krudttønden stor respekt for de enkelte betjente. Det er systemet og myndighederne generelt, som deres kritik er rettet imod.

Københavns politidirektør, Thorkild Fogde, er “ked af at høre, at personer, der har været tæt på disse begivenheder, ikke føler, at politiet har levet op til deres forventninger”.

Politiet kan aldrig garantere total tryghed, siger han.

Fogde kalder Finn Nørgaards død for “fuldstændigt forfærdelig”, men påpeger, at bevogtningen trods alt forhindrede gerningsmanden i at komme ind i Krudttønden og udføre en massakre.

/ritzau/