Skud affyret mod hashbod i Pusherstreet


Den unge med pistolen var i følgeskab med en eller to andre unge mænd. De tog flugten til fods efter skyderiet. Arkivfoto


Københavns Politi har onsdag morgen været ude på Christiania for at sikre sig tekniske spor efter en skudepisode, der fandt sted tirsdag eftermiddag.

Like localeyes.dk på Facebook

Her affyrede en ung mand skud mod en bod i Pusher Street, fortæller Dannie Riise, leder af politiets specialgruppe Task Force Pusher Street.

– En forudgående episode – vi ved ikke, om det var et skænderi – fik en ung mand til at trække en pistol og affyre et eller to skud. En af boderne blev ramt, men ingen kom til skade, fortæller Dannie Riise.

Politiet forsøger nu at finde ud af, hvad der ligger bag skyderiet.

– Vi er ved at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Vi har fået alle mulige meldinger, siger Dannie Riise.

Den unge med pistolen var i følgeskab med en eller to andre unge mænd. De tog flugten til fods efter skyderiet.

Politiet efterlyser vidner, der må have set dem.

– Hvis nogen har set to eller tre unge mænd løbe ud af fristaden og smide sig ind i en bil eller bus, må de gerne ringe til os på 114, siger Dannie Riise.

Med sig fra onsdagens besøg i Pusher Street fik politiet en række tekniske spor.

/ritzau/