Pakistansk imam fik dreng til at amputere sin hånd


Ifølge The New York Times flygtede imamen med det samme ud af moskeen og forlod landsbyen Khanqah i det østlige Punjab, fordi han tidligere samme aften havde fordømt drengen som blasfemiker.


En sen aften vendte imamen Shabir Ahmad sig op fra bønnen i sin moské i Pakistan og så en 15-årig dreng komme mod ham med en bakke i sin udstrakte venstre hånd. På bakken lå drengens egen netop afhuggede hånd.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ifølge The New York Times flygtede imamen med det samme ud af moskeen og forlod landsbyen Khanqah i det østlige Punjab, fordi han tidligere samme aften havde fordømt drengen som blasfemiker.

Den beskyldning er i Pakistan nok til at få en person dræbt – også selv om det er en falsk beskyldning.

LÆS OGSÅ: 10-årig muslimsk dreng afhørt for stavefejl i England
Drengen, Anwar Ali, skar sin egen hånd af, fordi han ved en fejl havde rakt hånden op, da imamen spurgte om nogen ikke brød sig om profeten Muhammed. Drengen troede, at de, der holdt meget af profeten, skulle række hænderne i vejret.

Drengen trak hurtigt hånden ned, da han så, at han var den eneste, som havde rakt den i vejret. Men imamen råbte “blasfemiker” efter ham ligesom mange andre i gruppen.

Drengen, som er søn af en fattig landarbejder, gik efterfølgende hjem og huggede sin hånd af i håb om at få syndsforladelse af imamen.


På denne maskine skar den 15-årig dreng sin egen hånd af.

Imamen har været fængslet efter episoden, der ifølge den amerikanske avis fandt sted den 10. januar. Men religiøse ledere har påvirket myndighederne til at sætte ham på fri fod igen.

Drengens familie bebrejder ikke imamen noget.

– Vi er heldige, at vi har en søn, som elsker profeten Muhammed så meget, siger Muhammad Ghafoor, drengens far, til The New York Times.

Anwar Ali har ikke været på hospitalet efter sin amputation, men har fået en bandage på i landsbyens klinik. Medlemmer af hans familie har begravet hans hånd på landsbyens kirkegård.

/ritzau/