To ugers grænsekontrol har givet 883 asylansøgere


grænsekontrol ved Padborg.


Antallet af registrerede asylansøgere i de seneste tre dage har ligget på et stabilt lavt niveau.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det viser den daglige opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Fredag søgte 26 personer asyl, lørdag 29 og søndag 19.

Tallene er dog hæftet med usikkerhed, da der løbende foretages efterregistreringer.

Derfor er tallet fra onsdag også opjusteret fra 17 til 23 personer, mens tallet fra torsdag er justeret fra 20 til 31.

Ifølge tallene fra de seneste fem dage bliver antallet af personer, der søger om asyl i Danmark, ved med at ligge lavere end i de første dage, efter at regeringen indførte midlertidig grænsekontrol 4. januar.

På de første tre dage med grænsekontrol var antallet af asylansøgere henholdsvis 108, 158 og 130. Siden er tallet faldet markant til mellem 70 og 41 i de reviderede opgørelser.

Det er to uger siden, at den midlertidige stikprøvekontrol ved den dansk-tyske grænse blev indført, og det samlede antal asylansøgere for perioden ligger nu på 883.

Onsdag oplyste Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, at grænsekontrollen bliver forlænget i 20 dage.

Regeringen vurderer, at der fortsat er risiko for, at et stort antal illegale udlændinge ophober sig i Danmark, fremgår det af en pressemeddelelse fra ministeriet.

– Det er ikke noget, vi gør med glæde, for både den svenske og den danske grænsekontrol hæmmer den frie bevægelighed, som vi i fællesskab har arbejdet hen imod i mange år i Europa, udtalte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) onsdag.

– Men vi er i regeringen nødt til at reagere på denne helt ekstraordinære situation, og vi gør, hvad vi vurderer, der er nødvendigt for at sikre den offentlige orden og sikkerhed i Danmark.

Regeringen forventer, at der i år vil komme 25.000 asylansøgere til Danmark.

/ritzau/