17-årig dreng ramt af skud nær togstation


    Arkivfoto


    Der er onsdag morgen endnu ingen mistænkte i en sag om et skyderi, der fandt sted på Karlemosevej nær Ølby Station i Køge tirsdag aften.

    Her blev en 17-årig dreng ramt af skud, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

    Drengen er onsdag morgen indlagt og får intensiv lægebehandling, men er uden for livsfare. Politiet har endnu ikke haft mulighed for at afhøre ham.

    – Han er ramt af skud i torso. Hvor mange skud, der er tale om, ved vi endnu ikke, siger Martin Bjerregaard, der er pressetalsmand hos Midt- og Vestsjællands Politi.

    Politiet modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 22.40, da borgere havde hørt skud i området.

    Hvad motivet er, og om skyderiet trækker tråde til bandemiljøet, vides ikke.

    – Vi efterforsker bredt og kan hverken be- eller afkræfte, om det er banderelateret, siger Martin Bjerregaard.

    Efter skudepisoden afspærrede politiet området på Karlemosevej for at lave tekniske undersøgelser. Dette arbejde var afsluttet klokken 03.30, og afspærringen blev derfor ophævet.

    – Vi betragter det som et drabsforsøg. Men vi har ingen konkrete mistænkte. Så vi vil gerne have hjælp fra borgerne til at finde ud af, hvem der har været i området ved Karlemosevej op til klokken 22.40.

    – Hvis der har været fremmede biler, mistænkelige personer eller usædvanlig aktivitet tirsdag aften, vil vi gerne høre om det, siger Martin Bjerregaard.

    Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.

    /ritzau/