Voldsom ulykke: Bil styrtede 4 meter ned og landede på taget


KØBENHAVN: En personbil kørte fredag aften kl. 18.44 gennem rækværket på Knippelsbro og styrtede herefter fire meter ned på Christians Brygge, hvor bilen landede på taget.

En 22-årig mand og hans 22-årige kvindelige passager kom på mirakuløs vis ikke alvorligt til skade ved det voldsomme trafikuheld, hvor de begge kunne kravle ud af den smadrede bil.

– Vi har endnu ikke kunnet fastslå, hvem af dem der førte bilen. Det skal nærmere undersøgelser forsøge at fastslå. Vi har afhørt nogle vidner på stedet, og har også nogle yderligere vidner, vi skal have talt med, siger vagtchef Leif Hansen til TV2 Lorry.

Dog er politiet meget sikre på at den der førte bilen kørte alt for stærkt, da ulykken skete.

– Det er vores formodning, at der er kørt alt for stærkt. Sådan noget som det her, ville ikke kunne ske, hvis man kørte kun 50 kilometer i timen, siger vagtchefen.