Dansk Supermarked undersøger fyring efter facebook-debat


Arkivfoto

Hos Dansk Supermarked vil man nu undersøge sagen om en 17-årig kassemedarbejder, der tilsyneladende er blevet presset til at sige op i Bilka i Næstved efter en facebookdebat om islam.

Det siger pressechef Mads Hvitved Grand, Dansk Supermarked.

LÆS OGSÅ: Ældre mand syntes Mohamed var hånlig: Fyret af Bilka efter Facebook-debat
- Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan hændelsesforløbet har været. Men det er klart, at hvis det måtte forholde sig, som det er beskrevet, så er det ikke i tråd med, hvordan vi normalt gør tingene eller gerne vil gøre tingene i Bilka, siger han.

Ifølge Radio24syv har 17-årige Mohamad Al Jawerheri fra Næstved ikke længere sit fritidsjob i Bilka, efter han kort før jul engagerede sig i en debat i den offentlige Facebook-gruppe "JA TIL FRIHED - NEJ TIL ISLAM".

Efterfølgende modtog teenageren trusler og blev derefter truet til at sige op i Bilka på baggrund af henvendelser fra facebookbrugere, der havde følt sig provokeret af hans indlæg i debatten.

Hos Dansk Supermarked bekræfter pressechefen, at der ligger en skriftlig opsigelse fra den pågældende medarbejders side, men derudover henviser han til, at man i dansk Supermarked aldrig udtaler sig om personalesager.

/ritzau/