Rejsende fra Brasilien sigtes for at smugle flere kilo kokain


    Arkivfoto


    En kvinde og en mand fra Brasilien er blevet anholdt for at smugle ni kilo kokain ind i lufthavnen i Kastrup.

    De to kræves varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i København 2. juledag, oplyser Københavns Politi.

    Det er anden gang inden for kort tid, at brasilianske rejsende sigtes for at smugle relativt store mængder kokain ind i Danmark.

    En anklager oplyser, at de to personer blev anholdt om eftermiddagen juledag. Hun ønsker ikke at frigive flere detaljer i sagen og siger, at hun vil bede om dørlukning ved retsmødet.

    Midt i december blev et andet par fra Brasilien afsløret med 4,75 kilo flydende kokain og 2,1 kilo i pulverform.

    Sidst på eftermiddagen 17. december blev de to, der er henholdsvis 24 og 23 år gamle, anholdt i toldslusen i terminal 3 i lufthavnen.

    I et efterfølgende grundlovsforhør erkendte de to sig delvist skyldige.

    /ritzau/