Skoleintranettet ‘AULA’ misbrugt til nye bombetrusler mod skoler


Gåsetårnsskolen på Chr. Richardtsvej i Vordingborg og Nysted skole modtog natten til fredag trusler via det interne system ‘AULA’. De nye trusler er blot de seneste i en række bombetrusler via skolenettet.

– Der er ingen grund til bekymring. Det siger afdelingsleder Charlotte Skov, der er leder af lokalpolitiet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter at to skoler har været udsat for bombetrusler.

– Politiet har været på begge skoler her til morgen, og vores folk er ikke stødt på mistænkelige forhold. Men det er klart, at man bliver opskræmt over sådan en trussel, slutter Charlotte Skov.

Gerningsmændene har tilsyneladende misbrugt andre brugeres konti i det interne system AULA og politiet undersøger i øjeblikket, hvordan de har fået adgang.

De seneste dage har der været lignende sager flere steder i landet hvor skoleintranettet ‘AULA’ er blevet misbrugt, bla hos Sydøstjyllands Politikreds og i Midt – Vestjyllands Politikreds.

Truslens ordlyd fremstår ifølge politikredsene som afsendt af en elev, men efterforskningen rettes især mod afdækning af, om der er tale om samme gerningsmand og modus, som i de foregående tilfælde. Efterforskningen vil blive koordineret med andre politikredse.

Selv om det klart vurderes, at der ikke er grund til bekymring i forhold til ordlyden af beskederne og selv om ramte skoler roligt fortsætter arbejdet, så tager politiet efterforskningen mod den eller de der står bag, meget alvorligt og opfordrer til, at aktiviteten ophører straks.