Far og søn standsede og anholdt indbrudstyv

RANDERS: Et par meget opmærksomme genboer var natten til onsdag med til at fange en indbrudstyv på Nørre Boulevard i Randers. En mand i 50’erne stod op omkring kl. 00.40 for at få lidt vand, da han ud af sit vindue så lys tændt hos genboen og to mænd, der luskede rundt indenfor.

Da han vidste, at genboen ikke var hjemme, vækkede han sin kone og bad hende ringe 112, mens han selv gik ud for at se nærmere på sagen.

Da han opdagede de to mænd foran genboens hus, spurgte han, hvad de lavede. De virkede noget nervøse og svarede, at de var i gang med at flytte. Den troede manden ikke på, og han bad dem blive på stedet. Begge mænd begyndte dog at løbe med manden i hælene. Undervejs gled den ene i noget grus, og den hurtige genbo holdt ham fast i samarbejde med sin søn, som også var vågnet og var kommet ilende til hjælp.

Kort efter dukkede en patrulje op, der kunne overtage den anholdte – en 28-årig mand. Ud over en sigtelse for indbrud, fik han også en sigtelse for besiddelse af narko, da betjentene fandt en mindre mængde amfetamin og kokain i hans lommer.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra den anden mand, som løb fra stedet.

- Mød op på stationen eller ring til os via 114. Så går det hele meget lettere. Alternativt hører vi også gerne fra borgere, som har tip, der kan føre til den anden gerningsmand, oplyser Østjyllands Politi.

FAKTA:
Retsplejeloven § 755
Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. 
Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.