Holstebro under vand – pumper 140.000 liter i minuttet


Holstebro søndag eftermiddag.


Ugen er startet dramatisk i Holstebro. Redningsarbejdere fra store dele af Midt- og Vestjylland kæmper mandag morgen med at tømme bygninger for vand.

Like localeyes.dk på Facebook

Søndag aften var meldingen ellers, at vandstanden i Storå var ved at falde, men i løbet af natten er det gået den forkerte vej.

Det fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

– Det er værst nede omkring Den Røde Plads midt i byen. Særligt hårdt ramt er Musikteatret, diskoteket Buddy Holly og Ringkjøbing Landbobank.

– På Buddy Holly står vandet til over livet, og i Musikteatret pumper man på livet løs for at holde mere vand ude, end der kommer ind. Der er en masse teknik og udstyr, som man forsøger at redde, siger vagtchefen.

Også en balletskole og en børnehave i området er ramt. Børnehaven er lukket, og flere lejligheder har mistet lyset.

– I øjeblikket pumper man cirka 140.000 liter vand væk i minuttet. Vi har fået assistance fra Beredskabsstyrelsen fra både Thisted, Herning og Haderslev, og de kommunale beredskaber er også i gang, siger Anders Olesen.

Han fortæller, at store mængder vand fra markerne trækker ind over byen fra Vandkraftsøen, som ligger umiddelbart øst for Holstebro.

– Men man kan ikke rigtigt lukke sluserne, fordi man er bange for det pres, der kommer fra Storå. Markerne er simpelthen mættet af vand, siger vagtchefen.

I løbet af formiddagen vil det stå klart, om vandstanden er faldende eller stigende.

/ritzau/