Helikopter henter kvæstet bilist efter frontalulykke

Der har søndag aften været et frontalt sammenstød mellem en personbil og en lastbil på Haderslevvej ved Seem nær Ribe.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mindst en person er kommet til skade. Vedkommende er blevet hentet af en helikopter og er bragt til behandling på et sygehus.

- Ulykken skete angiveligt i forbindelse med en overhaling. Men hvem der foretog overhalingen, ved jeg endnu ikke, siger vagtchef Bjørn Pedersen.

Den tilskadekomne kørte i personbilen.

Ulykken skete kort før klokken 19. Redningsmandskab arbejdede efterfølgende på at frigøre den tilskadekomne, der var fastklemt i sin bil.

Vagtchefen kan endnu ikke give en status på bilistens tilstand.

/ritzau/