Skolebørn får krisehjælp i Zoo efter isbjørne-drama


Manden slap fra mødet med isbjørnehannen, der befandt sig i anlægget, med livet i behold. Men de chokerede elever, deres lærere og personale fra Zoo får psykologhjælp efter episoden. Arkivfoto


Omkring 20 skoleelever fra 6. – 7.-klasse får krisehjælp i Zoologisk Have onsdag eftermiddag, efter de var vidner til, at en ung mand kravlede over hegnet ind til isbjørnene.

Like localeyes.dk på Facebook

Manden slap fra mødet med isbjørnehannen, der befandt sig i anlægget, med livet i behold. Men de chokerede elever, deres lærere og personale fra Zoo får psykologhjælp efter episoden, fortæller Steffen Stræde, administrerende direktør i Zoo.

– Der var desværre nogle skolebørn i nærheden, som så det, og dem har vi taget os af efterfølgende. Heldigvis var der nogle rigtig fornuftige skolelærere, der hurtigt fik børnene væk derfra, og det gav os god plads til at løse situationen, siger han.

– Vi har et beredskab med krisepsykologer, som vi sætter i værk, når sådan noget sker, og det er foregået i tæt dialog med børnenes lærere og forældre, tilføjer Steffen Stræde.

Ifølge politiet er der tale om en uligevægtig mand, som selv kravlede over hegnet i anlægget Den Arktiske Ring, hvor der var en isbjørn på det tidspunkt.

Manden lod sig falde syv meter ned i sikkerhedsgraven, kravlede op på den anden side og gik selv isbjørnen i møde, fortæller Steffen Stræde.

Nogle tilskuere slog alarm, og et skyttehold ankom meget hurtigt til stedet, hvor de affyrede varslingsskud for at skræmme isbjørnen væk fra manden. Herefter skød de gummikugler mod det store rovdyr for at få det til at flytte sig.

– Det handler om at få dyret væk fra den unge mand hurtigst muligt, og det gør vi bedst med gummikugler. Det virker hurtigere, end hvis man skyder isbjørnen, siger Steffen Stræde.

Dyrepasserne fik lukket isbjørnen inde, og den unge mand kunne reddes ud af buret. Han slap med overfladiske skrammer, men blev hentet af en ambulance.

Selv om det lykkedes for manden at komme ind til isbjørnen, så skal sikkerheden ikke optrappes efter episoden, fortæller Zoo-direktøren.

– Det er vores nyeste rovdyrbur, og det er bygget efter alle anbefalinger og endda med en langt større sikkerhedsmargin. Hvis der er mennesker, der for enhver pris vil ind, så kan vi ikke bygge os ud af det.

– Vi kan sikre, at dyrene bliver inde, og at man ikke kan komme ind ved et uheld, men hvis man virkelig har et ønske om at komme ind, så kan vi ikke forhindre det. Sådan er det i alle zoologiske haver verden over, siger direktøren.

/ritzau/