Ældre mand er dræbt i trafikulykke i Gedser


    Arkivfoto


    En ældre mand er død i en trafikulykke på Gedser Landevej torsdag aften.

    Det oplyser vagtchef hos Sydsjællands Politi Mikkel Kjærgaard.

    – En fodgænger er blevet ramt af en personbil med dødelig udgang.

    – Bilinspektører arbejder lige nu på stedet for at klargøre, hvad der er sket, siger Mikkel Kjærgaard.

    Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 20.50 torsdag.

    Ulykken skete på landevejen fem kilometer syd for Nykøbing Falster.

    På landevejen er der kun cykelstier på hver side, og derfor undersøger politiet, hvorfor manden var gående på stedet.

    Føreren af personbilen har ikke lidt nogen skade.

    /ritzau/