USA udlover milliondusør på Islamisk Stats “grænsechef”


Den efterstræbte person – Abu-Muhammad al-Shimali. Arkivfoto


Fem millioner dollar eller cirka 35 millioner kroner er betalingen for oplysninger, der kan føre USA på sporet af et ledende medlem af Islamisk Stat.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den store dusør er udlovet af det amerikanske udenrigsministerium.

Den efterstræbte person – Abu-Muhammad al-Shimali – har ifølge det amerikanske udenrigsministerium hjulpet fremtidige IS-krigere fra blandt andet Europa og Australien med at komme ind i Syrien via Tyrkiet.

Al-Shimalis rigtige navn er ifølge en pressemeddelelse onsdag fra ministeriet i Washington Tirad al-Jarba.

Han omtales i meddelelsen som en “nøgleperson” i IS eller Isil, som bevægelsen også kaldes.

– Han fungerer nu som leder af Isils Immigrations og Logistik Komite og er ansvarlig for at facilitere udenlandske terroristers indrejse til den Isil-kontrollerede grænseby Jarabulus i Syrien. Hovedsageligt via Gaziantep i Tyrkiet, hedder det i meddelelsen.

/ritzau/