33 demonstranter er tilbageholdt i nordjysk konflikt


    En lokal konflikt mellem lodsejere og Aalborg Kommune i Lille Vildmose i Nordjylland har holdt politiet travlt beskæftiget over weekenden.

    Søndag blev 33 demonstranter tilbageholdt, da de brød med politiets afspærringer og nægtede at forlade stedet, da de blev bedt om det.

    Politiet forsøgte sig først med dialog, men det havde ikke den ønskede effekt, lyder det fra vicepolitiinspektør Poul Severinsen.

    – En del personer valgte på et tidspunkt at bryde vores afspærringer og ønskede ikke frivilligt at forlade stedet, siger han.

    – Nogle har så også igen kørt store arbejdsmaskiner ind i det afspærrede område med det formål at blokere for kommunens arbejde, tilføjer Severinsen.

    Konflikten drejer sig om et naturgenopretningsprojekt, som Aalborg Kommune vil lave. Lodsejerne mener dog ikke, at kommunen har ret til at udføre projektet på deres jord.

    Politiet har været til stede i området siden fredag. Søndag mødte omkring 200 mennesker op på stedet for at protestere, og her fandt tilbageholdelserne sted.

    Det hele forløb fredeligt, påpeger Severinsen.

    – Det er helt almindelige mennesker fra nærområdet, som i bund og grund er stille og rolige.

    De mange tilbageholdte blev fragtet til politistationen i politiets salatfade, der måtte køre flere gange frem og tilbage. Politiet kan tilbageholde demonstranterne i op til seks timer.

    – De sidder ikke nødvendigvis hos os i seks timer. Nogle sidder længere tid end andre, og vi afhører dem enkeltvis, siger vicepolitiinspektøren.

    /ritzau/