Politi: Rockere anholdt for tyveri og omfattende hæleri


Arkivfoto


Fire mænd er mandag blevet anholdt i en politiaktion mod organiseret indbrudskriminalitet. De anholdte er på forskellig vis relateret til bandemiljøet omkring Bandidos.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at alle anholdelserne skete udramatisk. Anholdelserne skete dels på adresser i det storkøbenhavnske område og i Bandidos klubhuset i Helsingør. I forbindelse med anholdelserne foretog politiet også en række ransagninger.

De anholdte er alle danske og tre af dem er 26 år mens den fjerde er 19 år. De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag med krav om varetægtsfængsling.

De anholdte sigtes i første omgang for 20 forhold, som dækker over 10 indbrud i private hjem i Københavnsområdet, især indre by, Østerbro og Frederiksberg. Desuden sigtes de for hæleri og biltyverier.

– Ved aktionen dag er der sket anholdelse af en persongruppe, der mistænkes for at stå bag organiserede indbrudstyverier. I Danmark begås denne kriminalitet af grupper af både danske og udenlandske gerningsmænd. Politiet har fokus på begge grupper og deres kriminalitet. Efterforskningen i denne sag fortsætter, og der kan forventes flere sigtelser og anholdelser i den kommende tid, lyder det fra chefen for Task Force Indbrud, politiinspektør Bent Isager-Nielsen.