Islænding slæbte to betjente efter sig i vild biljagt

    En 33-årig islandsk mand udsatte i alt seks betjente for fare i forbindelse med en voldsom biljagt i Sønderjylland, hvor to betjente blev slæbt efter bilen.

    Det har Retten i Sønderborg mandag afgjort i en sag, hvor manden er blevet idømt halvandet års fængsel samt en betinget udvisning.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Dommen udspringer af to hændelser fra 4. juli i år, da politiet spottede manden i en stjålet bil.

    Første gang lykkedes det ham at undslippe med en 30-årig kammerat på passagersædet. Men anden gang var de to mænds held sluppet op.

    - Omkring middagstid forsøger en patruljevogn at stoppe det stjålne køretøj i Skovby på Als, fortalte vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi i juli.

    - Da betjentene stiger ud, bakker føreren bilen ind i patruljevognen, og kortvarigt bliver de to betjente slæbt efter bilen. Betjentene slap med overfladiske skrammer.

    JydskeVestkysten skriver, at manden kørte i en firehjulstrækker af modellen Hyundai Santa Fe.

    Om aftenen blev den stjålne bil spottet igen. Denne gang på Borgmester Andersens Vej i Sønderborg.

    Efter endnu en biljagt gennem Sønderborg, hvorunder to patruljevogne bliver ramt, mister føreren kontrollen over køretøjet i Arnkilgade, og de to mænd bliver anholdt.

    JydskeVestkysten skriver, at islændingen ikke anker dommen.

    Det er uvist, om der har været en straffesag mod kammeraten i bilen.

    /ritzau/