Mand på 29 er død efter ulykke i Nordsjælland

En mand, der torsdag i sidste uge blev hårdt kvæstet i en trafikulykke i Græsted, er afgået ved døden.

Det oplyser politiet ifølge BT tirsdag.

Den 29-årige blev med helikopter fløjet til Rigshospitalet, da to biler var stødt frontalt sammen på Ny Mårumvej om eftermiddagen 3. oktober.

Han var fører i den ene bil, mens føreren af den anden blev bragt til et andet hospital. Hans skader var mindre alvorlige.

Ulykkens karakter fik politiet til at rekvirere en bilinspektør til at foretage nærmere undersøgelser af forløbet.

/ritzau/